Farvel til Nigeria - snart...

Endnu en weekend er gået og flere ting kan sættes på listen over oplevelser her i det varme Nigeria. Vi har tilbragt en overnatning i en lille landsby kaldet Suwa. Her har det bla stået på traditionel dans - regndans, vi har sovet i runde lerhytter og vores toiletbesøg har foregået på et meget Nigeriansk toilet. (En cementblok med et hul i midten.) Mandag aften blev min 21 års fødselsdag fejret. Dette skete ved at to indiske mænd - som vi overhovedet ikke kender, holdte en fest hvor vi både fik kage, kagecreme og masser af juice. Hele festen var en sjov og underlig oplevelse der endte med, at jeg fik stukket fire poser kagecreme i hånden, et kys på kinden og et tilbud om ægteskab. Sikke en fødselsdag!
Udover alt det sjove vi oplever går vi også med tankerne hjemme i Danmark. Vores rejse lakker mod enden og og vi skal sige farvel til dette fantastiske land. Efter tre måneder uden konstant strøm, uden vand i hanerne, uden træk-og-slip i toiletterne, uden et ordentligt køleskab, uden dansk mad og uden alt muligt andet begynder Danmark at blive savnet. Men det gør det ikke lettere at sige farvel den varme og kærlighed vi har befundet os midt i de sidste tre måneder. Nigeria mangler så meget på så mange punkter og er nogle gange ikke det fedeste land. Men jeg elsker det, på trods af alt, og savnet vil blive stort. Jeg glæder mig til at se familien og vennerne igen, men jeg glæder mig også til den dag hvor jeg endnu engang kan vende snuden mod de varmere himmelstrøg og endnu engang sige hej til dette støvede land. Nigeria is on my mind!

En weekend med luksus - og brusebad!

Tirsdag d. 13-4-2010

Nigeria er absolut ikke et land for turister. Her er ingen flotte parker, spændende museer, luksuriøse hoteller, interessante attraktioner eller farvestrålende boder med alverdens souvenirs. Men én ting har de dog; Yankari Game Reserve. Yankari er en lille oase for de få turister der, på trods af alt, alligevel skulle dukke op, eller for de folk der trænger til et afbræk i hverdagen og som har penge nok. Det er en kæmpe nationalpark, med et hotel, en varm kilde og mulighed for en safaritur. Alt dette blev vi en del af da vi lørdag morgen begav os ud på den 8 timer lange køretur for at opleve lidt luksus.

Weekenden har været en fed oplevelse, men også meget anderledes. Der har både været luksus og sære hændelser. Den første episode der satte sit præg på vores weekend var, da vi undervejs på vores lange køretur blev overhalet af den største klaphat, (for at bruge et pænt ord,) som jeg endnu har mødt hernede. En flok æsler gik over vejen og vi sagtnede farten. Men vi var åbenbart de eneste. En bus bagved drønede forbi os, dyttede og kørte ind i et af de stakkels æsler, hvorefter buschaufføren valgte at køre videre. Vi var alle ret oprørte over hændelsen og flere af os kunne resten af dagen se æslet for vores indre øje, da det kæmpede for at komme på benene igen, en kamp den umuligt kunne vinde. Som dyreelsker kan jeg ikke andet end blive forarget. ”Tænk bare sådan at køre videre. Hvem behandler dyr på den måde? Det var aldrig sket i Danmark.” Alle disse tanker fór gennem mit hoved indtil jeg pludselig kom i tanke om de forfærdelige billeder af grisetransporter der fyldte nyhederne på et tidspunkt. Måske skulle man ikke kaste for hårdt med stenene før man har tjekket sit eget bagland.
Da vi langt om længe ankom til Yankari drog vi alle et lettelsens suk; nu skulle der slappes af. Og det blev der. I lækre omgivelser med aircondition, brusebad og bavianer rendende udenfor døren. Derefter gik weekenden bare med afslapning, safari- hvor vi så løver, bade i den varme kilde og andre sjove ting. Bla var en af pigerne ved at blive angrebet af en bavian da hun prøvede at beskytte vores tøj, restauranten løb tør for mad (!), mig og en af pigerne købte lidt hyggekiks, hvorefter vi på vej hjem blev anbefalet at beskytte os mod bavianerne. Så der gik vi, bevæbnet med en kæp og sten for at beskytte vores kiks. Så det har været en anderledes, men sjov weekend.

OBS: da vi kom hjem fik vi opklaret mysteriet om den sære lugt på værelset. Under Maiken og min seng havde der gemt sig et firben – et dødt firben. Der er nu blevet gjort rent og luftet ud. Forhåbentligt forsvinder lugten snart…

Afsked med REMI - og andre oplevelser...

Torsdag d. 8-4-2010

Gid det var en aprilsnar, men d. 1. april gik REMI på påskeferie - en påskeferie der varer helt til d. 3. maj og derfor betyder, at vi ikke når at se børnene igen før vi rejser hjem til Danmark. Det var ikke let at sige farvel, velvidende at vi nok aldrig får disse vidunderlige børn at se igen. Mange af børnene vidste ikke, at det var vores sidste dag sammen med dem. Derfor var flere af dem blevet hjemme, da de allerede havde afsluttet deres eksamener i sidste uge. Vi havde fået at vide, at vi havde den her uge før vi skulle sige farvel. Så ingen af os var klar over, at der var en mulighed for, at børnene ikke dukkede op - ingen af os var klar til at sige farvel.
Mine to hjertebørn, Jessie og Abraman har ikke været i skole og jeg har derfor ikke haft mulighed for at tage afsked med dem. Det er virkelig hårdt, at jeg ikke har kunnet sige farvel til de to børn der har betydet allermest for mig og det er jeg rigtig ked af. Desværre er der ikke meget at gøre ved det. Hernede er det svært at lave planer, pludselig er ingenting som man havde tænkt det. Tilbage sidder vi med minderne om to måneder på en helt fantastisk skole, med helt utrolige børn, der for altid vil have en plads i vores hjerter.

Efter den lidt triste afsked med børnene fra skolen, blev det tid til en weekendtur. Oppe i bjergene, ca. tre timers kørsel fra REMI, ligger en lille landsby kaldet Tantille. Her skulle vi fem tøser tilbringe tiden fra lørdag til tirsdag. Vejen derop var bumlet og lang men det hele værd. Vi blev indkvarteret i et gammelt missionærhus og blev straks klar over hvor tydeligt det var, at huset ikke havde haft beboere i tyve år. Skabene var fyldt med muselort, sengen knagede og truede med at falde sammen hvert øjeblik, det samme gjorde taget der flere steder var forsvundet pga. råd. Selv det hårde cementgulv var smittet med råd og svamp. Her var intet komfur, intet vand, intet toilet, ingen strøm, intet bålsted, kort sagt; ingenting! Men hvad hytten manglede i interiør blev opvejet af de helt fantastiske omgivelser der mødte os. Foran huset blomstrede de flotteste træer og bagved huset var der bjerge i vandrestørrelse. Disse bjerge blev hurtigt besteget og det var fra toppen af et af disse, at mit hjerte slog et ekstra slag og at der et sted inde i mig var et lille stik af smerte pga. den overvældende skønhed der udfoldede sig under os…

Vores lille hus kunne skimtes bag et stort mangotræ og rundt om var der hundredvis af små lerhytter med stråtag. Gennem landsbyen bugtede der sig en sti af hvide sten, sten der under regntiden ville være dækket af et blåt bånd af vand. På den modsatte side af byen, rejste store bjerge sig og udgjorde et læhegn mod resten af verden. Lyden af trommer og sang nåede os på toppen af vores lille bjerg, og en slange af dansene mennesker bevægede sig ind og ud mellem træer og hytter. Og her var det så, at vi alle satte os med et suk; forpustet både over den hårde vandretur men måske endnu mere over dette fantastiske sted vi var kommet til.

Dagene i Tantille var helt utrolige og vi oplevede en gæstfrihed langt udover det sædvanlige. Hver morgen og aften kom præstens kone forbi med mad og the til os og i løbet af dagen vrimlede det med folk der kom forbi for at sige hej – om de så kunne engelsk eller ej. Vi følte os som en del af en større historie da de fortalte om en tidligere dansk missionær, Olga, som de havde haft glæden af i mange år. Der var ingen tvivl om den respekt de havde for danskere og om deres store ønske om endnu engang at få en missionær.
Udover de forskellige besøg der blev aflagt, brugte vi tiden på at udforske området. Vi vandrede i bjergene hvor vi mødte bladdamer; damer kun iklædt blade og som med en kæmpe stak brænde på hovedet klatrede let op af bjergets skrå sider, på stier der for os virkede ufremkommelige. Imens kæmpede vi os prustende op af snoede stier, anført af en nigerianer i klipklappere der hoppede af sted!!

Da weekenden var slut var vi alle enige om, at denne oplevelse havde været helt unik. Dog var det alligevel rart at komme hjem hvor vi rent faktisk kunne få et bad og føle os lidt rene igen. Glæden blev dog hurtigt afbrudt da en sær, endnu uidentificeret dunst i weekendens løb havde bredt sig i vores værelse. Hmm…

To verdener

Nu er vi fem volontøser blevet intoduceret for det hvide Nigeria - Og sikken en verden.
Det hele staretde en tirsdag middag. Maria og jeg valgte efter arbejde at gå en tur ned til vejen efter frisk frugt. Der mødte vi hvide Johan fra Sydafrika. Et par dage senere stod han i vores stue og to dage derefter befandt vi os i et kæmpe hus, omringet af hvide mennesker, til en kæmpe fest med masser af kød - en mangelvare i vores køleskab.

Her blev vi præsenteret for hele gruppen af vigtige folk; en leder af kantinen på universitet, en fysikprofessor, en ingeniør, en leder af en fin universitetsklub, en læge og en leder af en tekniskskole. I dette selskab er pengene mange og intet er umuligt at skaffe. Her bytter man tjenester med hinanden og er hinandens nærmeste kontakter. Det hele virkede meget surrealistisk og denne luksuriøse verden virkede så langt fra vores dagligdag - hvor vi dog ikke kan klage over enorme mangler.

Hvor søde disse mennesker end er og hvor godt de end vil gøre det for os, så er vi alle fem enige om, at deres afrikanske drøm ikke er den samme som vores. En del af vores rejse er at leve som vi gør, med alt hvad vi har brug for, men dog uden den luksus som disse mennesker omgiver sig med. Vi vil have Nigeria ind under huden, med alt der hører sig med. Og hvor er det bare lykkedes til fulde.

Men vi er også enige om at de er gode kontakter at have. Bla har vi gennem dem skaffet nye bænke til skolen. Og en af eleverne der er næsten blind skal med forbi lægen, hvis kone er øjenlæge. Så måske er goderne for overflødige for os, men for de mennesker vi omgiver os med til daglig, er disse folk som sendt fra himlen.

Ellers går livet stadig sin vante gang her på REMI. For nogle dage siden fik vi, alt for tidligt, vores første regn. Siden da har støvet lagt sig som et tykt tæppe henover himlen og har ikke tilladt solens stråler at nå ned til jorden. Derfor er temperaturen også faldet til cirka 35grader. Dette har medført kuldegysninger og indpakning i tæpper om natten blandt os fem - her er jo næsten koldt. Nu prøver vi at vænne os til støvet der er overalt. Derudover har vi haft besøg fra Danmark. Horne efterskole, min gamle efterskole, der for to uger bor på kostskolen Mbamba har været en tur forbi REMI. Det var hyggeligt at se sine gamle lærere igen, selvom en dog manglede.

Udover støvet prøver vi også at vænne os til, at opholdet på REMI lakker mod sin ende. Allerede d. 9. april går skolen på påskeferie og børnene vender ikke tilbage før vi er rejst hjem. Det er trist at tænke på, så vi suger til os og nyder hvert et øjeblik - øjeblikke som vil følge os, også når vi vender hjem til vores luksuriøse verden i Danmark.

Vand i Nigeria

De er overalt, lige meget hvor øjet ser hen. Prustende, mens de skubber vognen foran sig, i en rask, hoppende og letgenkendelig gang. Musklerne arbejder under deres slidte, lasede tøj og sveden driver af dem. Der er ingen tvivl om, at vandmændene her i Yola, Nigeria knokler. Og for en ussel løn.

De har 12 benzindunke i vognen og en dunk med vand koster 10 naira. Så når vi køber en hel vognfuld tjener manden 120 naira. Hvilket svarer til cirka 5 danske kroner. For de fem kroner er han gået, måske mange kilometer, hen til nærmeste brønd, har trukket den ene spandfuld vand op efter den anden indtil samtlige dunke er fyldt op. Derefter har han skubbet vognen hele vejen tilbage til byen, hvor han har gået rundt indtil nogle har prajet ham for at købe vand. Derefter følger han med dem hjem, giver dem vandet, får sine penge og så er det på den igen. For 5 kr!

Men vi fem volontøser på REMI er gode kunder. Vi snakker ikke ned til dem som om de er skidt. Vi smiler, finder et glas vand frem, (hvilket for nogle kan synes ironisk med tanke på de mange liter vand de selv slæber rundt på,) og nu og da får de også en banan eller to. Når vi så kommer til betalingen bliver der som oftest stukket en ekstra seddel i hånden. Vi nejer, siger "na gode," (tak,) og ved at han med glæde vil komme igen en anden gang. Og så smerter det ikke helt så meget i hjertet når han trækker af sted med den nu lettere vogn, på vej mod brønden og endnu en omgang hårdt arbejde.

Man kan ikke undgå at møde grupper af mennesker, der blot ved deres tilstedeværelse får en til at glædes over sit eget liv. Sådan har jeg det med vandmændene. De knokler for en løn der er så ussel, at ordet usselt ikke er dækkende. Jeg ved godt, at 5 kr hernede rækker længere end de ville gøre i Danmark. Men derfor er det stadig en sølle løn i mine øjne. Så hvis jeg før tid har brugt alle mine lommepenge ved jeg hvorfor; jeg kan simpelthen ikke lade være med at give dem deres fortjente drikkepenge.

Weekend med eftertanke...

Så har vi været til vores første, og måske eneste, nigerianske bryllup.
I kirken kom parret dansene ind med deres store følge af venner og familie. Nogle af kvinderne i kirken udstødte høje lyde for at vise deres glæde og mændene dansede i takt med musikken. Efter vielsen dansede parret ud af kirken og så var det af sted mod receptionen. En reception der desværre, ifølge min mening, ikke levede helt op til sine forventninger. Det første lange stykke tid af festen blev brugt på at tage billeder af brudeparret med familie og venner, (og med os, der aldrig nogensinde havde mødt parret før.) Efter det stod brudeparret det meste af tiden midt ude i den bagende sol, (stakkels dem,) imens familien dansede rundt og kastede penge på dem. Så blev der skåret bryllupskage og derefter kastet med lidt flere penge. Efter nogle timer valgte vi at tage hjem; glade for at have været til et afrikansk bryllup, men skuffede over at der ikke var mere power på.

Samme dag som brylluppet fik vi en trist besked. En af drengene fra Playing Class, en spastisk lammet dreng, var blevet syg om torsdagen og inden natten var omme var han gået bort. En af pigerne jeg rejser med, har brugt meget tid med drengen så det ramte pludselig meget hårdt. Men vi ved at han har haft nogle glade stunder i den tid vi har været her. Og man kan kun håbe han har fået fred. En dreng så hårdt ramt som ham ville have det svært selv i Danmark. Men hernede...

Under den første tid vi brugte her på skolen blev det ret tydeligt hvor lidt energi der blev brugt på drengen, Amin. Han lå på en madras, ingen aktivering, ingen mad, ingenting. Maria, en af pigerne fra holdet, fandt hurtigt ud af, at det var her hun ville bruge al sin energi. Lige siden har hun hver dag taget ham med udenfor, snakket til ham, sunget for ham, givet ham opmærksomhed, mad og glæde. Til sidst var der ingen tvivl om at han genkendte hende og han smilte når han hørte hendes stemme, velvidende at han nu blev båret ud af det kaos der som oftest er i playing class, og ud i den friske luft hvor det hele handlede om ham og hans lykke.
Beskeden om hans død var hård at sluge. Især i dag, mandag, gik det op for alle og nok især Maria, at han virkelig er væk. Pludselig er alt energien der blev brugt på ham i overskud. Vi er her for at glæde og hjælpe børnene og derfor skal al den ekstra tid der nu bliver selvfølgelig udnyttes. Men derfor er det stadig hårdt. Der bliver smilet og leget med de andre børn, men vi er alle dybt bevidste om Amins fravær. En dejlig dreng, der uden tvivl vil blive mindet og husket.

Som tiden dog flyver...

Så varer det ikke længe før den første måned er gået... Og hvilken måned! Den ene oplevelse har taget den anden og hver dag sker der noget nyt og spændende.
Vi har fået syet vores første afrikanske dragter - og er godt igang med de næste. Vi har været til kirkemøde med mange tusinde mennesker, hvor vi var så heldige at se Mette, vores kontaktmor hernede, blive ordineret. På lørdag skal vi deltage i et bryllup, selvom vi aldrig har mødt brudeparret. Dresscode; sky blue eller maroon. Det er altså ikke helt let at finde så simple farver i diverse stofboder. Men efter en hektisk dag på markedet er det lykkedes. Nu håber vi bare at syersken når at få dragterne færdige.

Vi har selvfølgelig oplevet meget mere end det, men da det hele stille og roligt er begyndt at blive hverdag, er det svært at trække de enkelte oplevelser ud. Jeg er stadig vildt glad for at være hernede og synes det er utroligt hvor hurtigt den første måned er gået. Allerede nu er tanken om at forlade de dejlige børn på REMI slet ikke til at bære. Heldigvis er der stadig to fantastiske måneder tilbage og jeg glæder mig til at se hvad de bringer.

Kort og godt for denne gang. Med et impulsivt og hurtigt netbesøg er det ikke let at skrive den ene side efter den anden. Men jeg har det godt, tænker på familien hjemme og håber i passer på hinanden. Varme tanker fra et varmt Nigeria.